Fra geder lærer man….

150 150 Galleri Katinka

 

Fra geder lærer man……

Siden barndommen har vi altid haft geder omkring huset. Først var der en ged med det specielt navn Emmer (som betyder spand på hollandsk) og en gammel hvid ged. De tilhørte min mormor og morfar. Jeg var ofte til at finde hos gederne med noget mad og hestebørster, for jeg kunne godt lide at passe dyrene som barn. Det var nogle supertalmodige og hyggelige geder hvor man som barn virkeligt kunne kæle med i timevis. Dog som det ofte går med dyr, bliver de desværre ikke så gammel som vi mennesker, og så mistede vi også Emmer og den gamle ged.
Da der et par år senere blev født nogle søde gedekid i vores landsby, har vi hentet en af dem i bagklappen fra mine forældres lille personbil. Jeg syntes det var superfræk at jeg måtte holde øje med sådan en lille gedekid i bagklappen af bilen.
Whoopy (det var det nyt navn til vores ny ged) var en særlig speciel ged som man kunne gå i snor med som en hund, børste og kæle.
Dog har jeg i mit arbejde som dyrepasser/veterinær sygeplejerske oplevet mange geder som slet ikke var så søde og helst stangede med deres horn (eller ved mangel af horn kun med hovedet) i ribbenene hos mennesker. Og så var der selvfølgelig de der geder der var mester-udbrydere og odelagte alt som de kunne få fat i.
For lang tid har jeg kørt sammen med en meget troende dyrlæge i vores lille landsby. Ham har jeg aldrig hørt sige noget forkert, altså indtil min ged Whoopy blev syg…..
Vi har prøvet alt for at redde hendes liv, men ingenting har hjulpet. Da vi var igang med en behandling var Whoopy ikke særlig god stemt og mens vi skulle give en injektion gik ikke alt som planlagt. Efter igen et mislykket forsøg og endnu mere modstand fra geden, var det for meget for vores altid talmodige dyrlæge som udbrød i nogle utvetydige ord. Jeg er overbevist over at han tog sig en bøn eller to ekstra den aften.
Men det her beviser at det kendte hollandske udtryk er rigtigt: “FRA GEDER LÆRER MAN AT BANDE!”